PROFILSKOLE

Materialet tager udgangspunkt i ”Profilskolerne” - et koncept udviklet af Dansk Skoleidræt og DGI, for certificering af skoler med særlig fokus på idræt, leg og bevægelse som en naturlig og integreret del af hele skoledagen.

Som profilskole sætter man nye standarder for, hvordan fysisk aktivitet bliver en succesfuld del af hverdagen på tværs af skole-, familie-, fritids- og foreningsliv. Både familie og idrætsforeninger er vigtige medspillere i forhold til skolen, når det handler om at fremme børn og unges lyst til bevægelse i bred forstand.

Udgangspunktet for profilskolekonceptet er selve glæden og begejstringen ved at bevæge sig, fordi det fremmer børn og unges lyst, mod og vilje til at bruge kroppen, og skaber derved et fundament for livslang fysisk aktivitet. Når børn og unge får positive oplevelser med idræt og bevægelse - både individuelt og i fællesskab med andre, så motiverer det dem også til at være aktive i foreningslivet og i deres fritid generelt. Centralt i profilskolekonceptet er, at de voksne skal være rollemodeller i forhold til børnene. Det sikrer en målrettet indsats omkring mere fysisk aktivitet i skolen - der ikke kun bygger bro til et aktivt familie- og foreningsliv – men også gavner elevernes sundhed generelt. Det har desuden en lang række positive effekter i forhold til deres kognitive, motoriske, sociale, mentale og emotionelle udvikling.

Du kan læse mere om Profilskolekonceptet ved at klikke på linket og se, hvordan din skole kan blive DGI Profilskole.

https://www.dgi.dk/om/samarbejd-med-dgi/kommunesamarbejde/certificering/dgi-profilskole