Guide til ”Nye veje til bevægelse”
Om materialet
Nye veje til bevægelse er et supplerende inspirations- og undervisningsmateriale, der understøtter andre motion og bevægelsesmaterialer og bevægelsestiltag for børn og unge i grundskolen.
Materialet har - ud over inspiration til inddragelse af fysisk bevægelse i børn og unges hverdag - et særligt fokus på og information om, hvordan skole, hjem og foreningsliv kan samarbejde om motion og bevægelsesaktiviteter i lokalområdet.
Materialet er udviklet på baggrund af Profilskolekonceptet, som du kan læse mere om under menupunktet Profilskole.
Formål
Formålet er overordnet at give skolens personale viden, kompetencer og redskaber til at bidrage til at øge børn og unges fysiske bevægelse i løbet af skoledagen.
Formålet er endvidere at skabe de kulturelle og faglige forudsætninger for, at personalet i skolen kan, tør og vil sikre, at idræt, leg og bevægelse bliver en fast og naturlig del af børn og unges hverdag i samarbejde med forældre og foreningsliv.
Indhold
- Velkomstfilm. Hør, hvad børn og voksne siger om bevægelse i forbindelse med variation i skoledagen og læring.
- Profilskole. Læs om Profilskolekonceptet og find ud af, hvordan du og din skole kan blive DGI Profilskole.
- Dokumentarfilm. Se tre korte temafilm om motion og bevægelse for en varieret skoledag hele dagen. De tre temafilm tager udgangspunkt i forskellige profilskolers erfaringer, viden og aktiviteter.
- Fagfilm. Bliv inspireret til at inddrage motion og bevægelse på nye måder. Se film og læs beskrivelse af aktiviteter for hvert trin i grundskolen.
- Guide. Find oplysning om materialets indhold, idé, anvendelse og inspiration til supplerende materiale og viden.
I de følgende bliver du guidet i, hvordan du anvender materialets forskellige film og inspirationsmateriale.
Velkomstfilm
Motion og bevægelse er godt for sundheden. Det ved de fleste. Men behøver det foregå i skoletiden og i timerne?
Velkomstfilmen kan anvendes introducerende for oplæg til debat om den længere skoledag og integration af mere fysisk bevægelse i løbet af skoledagen. Den kan ses i sammenhæng med de tre dokumentariske temafilm, jf. næste punkt.
Velkomstfilmen kan anvendes ved arrangementer og møder mellem skole og hjem skole og foreningsliv og i forbindelse med skolens udvikling af den pædagogiske praksis og vision.
Dokumentarfilm
I tre korte debatskabende temafilm kan du se og høre om profilskolernes erfaringer og veje til at skabe grundlaget for mere motion og bevægelse i hverdagen for alle børn og unge i skolen.
I de tre temafilm hører vi både børn og voksne fortælle om motivation, trivsel, leg og læring og nye veje til bevægelse.
Temafilmene henvender sig primært til skolens personalegrupper og til forældre i og omkring skolen. Men de kan også være et springbræt til at involvere foreningslivet i indsatsen for et mere sammenhængende lokalsamfund, hvor der er interesse for at skabe et miljø, der motiverer og lægger op til fysisk bevægelse.
Temafilmene kan fx anvendes ved forældremøder og arrangementer, ved team- og fyraftensmøder i forbindelse med skolens pædagogiske udviklingsarbejde.
Afsæt god tid til filmene, hvis I ønsker at anvende de debatoplæg, der er udviklet til hver film.
Fagfilm
Se korte film på mellem tre og fem minutter, som giver en konkret anvisning til forskellige aktiviteter og øvelser. Der er film til hvert trin i skolen.
Til hver....
Motion og bevægelse
Med motion og bevægelse forstås her fysiske aktiviteter, som kan foregå inde og ude i forskellige rum. Som kan foregå i undervisningstiden, i pauserne og uden for skoletiden.
Motion og bevægelse forstås samtidig som et redskab til at kunne tilrettelægge en varieret skoledag med elementer af leg, kreativitet og trivselsfremme. Hvor de fysisk aktive børn og unge kan få pulsen op, men også lære at få pulsen ned igen. Og endelig forstås motion og bevægelse som en vej til at fremme lyst til læring.
Skab plads til leg og bevægelse
Vær med til at skabe et miljø, der ude og inde lægger naturligt op til leg og bevægelse. Det kan medvirke til at understøtte de 45 min. daglig idræt, motion og bevægelse, når de fysiske rammer indbyder til det.
Ofte kan man med ganske få midler skabe flere aktivitetsmuligheder i skolegården og skabe rammer til leg og læring. Se fx hvordan på leg på streg i skolegården.
Flere og flere skoler har gode erfaringer med at etablere ”bevægelseskorps”. De kan bestå af lærere, SFO og klub pædagoger og af elever, der uddannes særligt til opgaven.
Bevægelseskorpsets opgave er at skabe synlige og gode rammer for, hvordan der kan arbejdes med bevægelse i fagene i indskoling, mellemtrin og i udskoling.
Deres arbejde og opgaver kan bestå i at:
- inspirere til bevægelse ved at udvikle bevægelsesaktiviteter, øvelser og lege
- indkøbe materialer til skolegården, der kan bruges til bevægelse/bevægelse i klassen og ved fælles arealer på skolen
- arbejde for at etablere fysiske rammer på skolen, der kan inspirere til bevægelse
- etablere samarbejde med de lokale foreninger om at tilrettelægge aktiviteter eller fx at ”låne” eller leje faciliteter til bevægelsesaktiviteter.
Baggrund og perspektiv
"Hovedkonklusionen er: Der er stærk evidens for en effekt af fysisk aktivitet på sundhed. Og nogen evidens for, at man også kan opnå noget i forhold til faglig præstation og trivsel. Så hvis man kunne lykkes med at løfte børns daglige mængde af fysisk aktivitet ved at de var mere fysisk aktive i skolen, så ville det alt i alt fremme sundhed, trivsel og faglig præstation", siger Bente Klarlund til folkeskolen.dk
Konklusionen hænger bl.a. sammen med:
- At fysisk aktivitet forbedrer kognition. Det er sandsynliggjort i forhold til problemløsning, logisk tænkning, rumopfattelse, sproglige færdigheder, arbejdshukommelse, selvopfattelse og opmærksomhed.
- At læring fremmes bedst, hvis den fysiske aktivitet er udfordrende, varieret og indebærer succesoplevelser.
- At fysisk aktivitet integreret i undervisningen ud over idrætsundervisningen har vist sig at fremme læring.
Det er den viden og erfaring, som profilskolerne nu anvender i praksis –
Mere inspiration til fysisk aktivitet
Det skal være let at inddrage mere fysisk bevægelse i de enkelte fag og i pauserne.
I det følgende kan du lade dig inspirere og motivere til at tilrettelægge en sjov, lærerig og varieret skoledag for dig og dine elever.
- Legepatruljen
- Gameboosters
- Sæt skolen i bevægelse
- Get moving
- Skoven i skolen
- Aktiv rundt i Danmark
- Bevægelse i naturfag
- Bevægelsesportalen
- Dansk orienteringsforbund
- www.ungpuls.nu